Om2018-12-13T15:34:12+00:00

Hvem er Christian Bols

Christian Bols er en erfaren stand-up komiker og konferencier og har lavet comedy siden 1993. Til DM i stand-up 2013, endte han i finalen og sluttede på en samlet 4. plads. Christians tilgang til livet er positivt og det smitter af på publikum. Han elsker at skrive nyt materiale og optræde og er vanvittigt god til at målrette sit materiale til publikum, improvisere og overraske dem med impulsivitet og spontanitet, de ikke forventer. Han siger: “Det er en fornøjelse at give børn, unge og voksne oplevelser, der gør dem glade. Det er det, det handler om”!

Christian Bols har skrevet over 300 målrettede shows og bruges ofte til konferencierjobs, foreninger, firmaer, fødselsdage, fester, konfirmationer, bryllupper, drenge-/pigeaftner, opstart eller afslutningsfest på skoler samt polterabends, hvor brud eller gom skal lære at lave et show. Bols’ stand-up show er en afbalanceret blanding af let tilgængelig high speed comedy og et mystisk univers, med en varm dynamik, som inddrager både børn, unge og voksne. Han er en mester i at invitere sit publikum ind i en verden af talende dyr, sociale medier og hvorfor det ikke er slemt at blive slået ihjel af en norsk morder, som det mest naturlige i verden.

Christian har udviklet og er fast vært på improshowet: “Den Sorte Kyllings Improshow” i Aalborg, hvor han ofte har kendte gæster på scenen. Han underviser i impro og hvordan man bliver en bedre formidler, bliver bedre til at gå til eksamen eller jobinterviews. Dette afspejler sig meget i hans show og det er som regel publikum, der kommer til at bestemme, hvor showet går hen. En ting er dog sikkert; det er meget underholdende og man griner fra start til slut.

Han har bl.a. optrådt på: Zulu Comedy Festival, The Fringe i Edinburgh, fast vært på Knæk Cancer samt diverse private arrangementer. Han har optrådt på TVDK, Kanal København, 6’eren, ZULU og TV2 NEWS.

Udover stand-up shows og impro afholder Bols også comedyworkshops samt en række sjove foredrag om blandt andet trivsel på skoler, ungeinvolvering og godt arbejdsmiljø.

“Forresten er Christian Bols sluppet igennem nåleøjet hos Disney. Hans stemmeprøve ligger rent faktisk hos dem under kategorien “sjov”.”